Historisk spændvidde 1790-2020 via strygekvartetter
Urolige tider
INTRO til koncertprojektet “UROLIGE TIDER –
HAYDN-TOFTE JESPERSEN-BRITTEN”
med Nordic String Quartet
ved Hanne Tofte Jespersen © 2020
HVAD ER EN STRYGEKVARTET?
“Man hører fire fornuftige mennesker tale sammen og tror, man kan aftvinge et eller andet af deres samtale.”
Sådan beskrev Goethe i et brev i 1829, hvad der efter hans opfattelse foregår i en strygekvartet.*
Der er ingen tvivl om, at der foregår meget mellem fire musikere, mens de spiller strygekvartet.
Men hvad snakker de om? Og er det virkelig fornuftigt?
“Man hører, hvordan fire fuldstændig forrykte personer lidenskabeligt og hæmningsløst
søger at overbevise hinanden, og hvad de siger, er temmelig langt ude…”
Så vidt en anden tysk skribent om genren i 2019; hans ord var kærligt ment.**
Strygekvartet er indbegrebet af klassisk kammermusik. En strygekvartet er både betegnelse for en type ensemble og for en genre. To musikere på hver sin violin sammen med en på bratsch (viola) og en på cello udgør en strygekvartet, og de spiller – strygekvartetter!
For nogle det højeste, for andre højdepunktet af kedsomhed…
Med UROLIGE TIDER drømmer de medvirkende og arrangørerne bestemt ikke om at kede Jer (!) Vores mål er at gøre tre strygekvartetter fra hver sit århundrede yderst levende for Jer og skabe grobund for samtaler, hvor både I og vi bliver klogere på os selv og den tid, vi lever i.
*) “Man hört vier vernünftige Leute sich untereinander unterhalten, und glaubt, ihren Discursen etwas abzugewinnen”.
Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832), tysk digter, filosof og naturforsker. Brevet var til hans ven, komponisten Carl Friedrich Zelter (1758-1832), som bl.a. satte en række af Goethes digte i musik.
https://de.wikipedia.org/wiki/Johann_Wolfgang_von_Goethe
MATERIALET OG PROGRAMMET
DE 3 VÆRKER i programmet “UROLIGE TIDER – HAYDN-TOFTE JESPERSEN-BRITTEN” er:
Joseph Haydn (1732-1809) Strygekvartet Nr.61 i d-mol = opus 76,2 “Kvinten” (1797)
Hanne Tofte Jespersen (1956-) Strygekvartet No.1 “Urolige Tider” – uropførelse (2020)
Benjamin Britten (1913-76) Strygekvartet No.1 i D-dur opus 25 (1941).
Alle tre kvartetter er bestillingsværker og komponeret i “urolige tider”. I kan vælge at dykke ned i forskelle og ligheder mellem de historiske omstændigheder og mellem de tre komponisters musik, sådan som I oplever den, når I lytter, analyserer og sammenholder med det, I kan læse Jer til. I kan også vælge at arbejde ud fra en enkelt indfaldsvinkel.
Materialet er opdelt i tre indfaldsvinkler til arbejde før og/eller efter koncerten:
ALMENHISTORIE VIA MUSIK OG ANDEN KUNST
uligheder i Haydns samtid / uligheder i nutiden
– de store linjer, med fokus på: Kan musik/ kunst ændre vores forståelse af historien?
MUSIKHISTORIE – HAYDN OG BRITTEN – 1797 / 1941 / 2020
– socialhistorisk og biografisk materiale til belysning af musikværkerne – med stof til sammenligning af Haydns og Brittens vilkår
MUSIKKEN – værkorienterede OPGAVER
– oplæg til musikoplevelse & -analyse; relevant doku; og med oplæg til samtale: Kunst som
ideal-sfære? Kunstens rolle i 1797 / 2020’erne
Der er langt fra ide til virkelighed. og et projekt som UROLIGE TIDER ville ikke kunne lade gøre uden tilskud fra fonde og sponsorer, og uden en række arrangørers samarbejde.
TAK til Dansk Komponistforening / KODA Kultur, Augustinus Fonden, William Demant Fonden og Statens Kunstfond.